Udmattelse over tid

Udmattelse opstår ikke pludseligt. Den udvikler sig over tid, når man bliver ved for længe. Kroppen kan fortsætte længe, selvom dens grænser er overskredet.

Når udmattelsen sætter ind, viser den sig ofte som en træthed, der ikke forsvinder med hvile. Søvn kan miste sin genoprettende virkning, og pauser giver ikke den lettelse, de tidligere gjorde. Tankerne kan blive tunge eller uklare, og det kan blive vanskeligt at fastholde overblik, træffe beslutninger eller orientere sig i det, der før var kendt og håndterbart.

For nogle viser udmattelsen sig også i en ændret stemning. Irritation kan komme hurtigere, og tolerancen over for modstand kan blive mindre. Andre oplever snarere en form for fladhed eller indre afstand, hvor engagementet i det, der tidligere havde betydning, bliver svagere. Disse forskelle siger ikke noget entydigt om personen, men noget om, hvordan udmattelse kan tage form.

At blive ved

Det er ikke tilfældigt, hvem der bliver udmattet. Mange, der oplever længerevarende stress og udmattelse, er mennesker med et stort ansvar og et højt engagement. De er vant til at tage opgaver alvorligt og til at blive ved, også når belastningen vokser. Over tid kan opmærksomheden på egne grænser blive mindre tydelig. Ikke som et bevidst valg, men som en indarbejdet måde at være i verden på.

Sådan arbejder vi med det

I Sensetik terapi forstås udmattelse ikke som et isoleret problem, der skal fjernes. Den tages alvorligt. Opmærksomheden rettes mod, hvordan det mærkes konkret. Ikke for at ændre noget hurtigt, men for at se mere præcist.

Når tempoet sænkes

I arbejdet bliver det tydeligt, hvordan kroppen har været med hele vejen, og hvad det har krævet. Spænding, tyngde, uro eller tomhed kan træde frem, når tempoet sænkes. Det, der viser sig, forstås ikke som symptomer, der skal tolkes, men som erfaringer, der kan undersøges og blive stående uden straks at blive håndteret.

Forholdet til sig selv

Udmattelse bliver alvorlig, når den ignoreres over længere tid. Ikke fordi udmattelsen i sig selv er farlig, men fordi den kan fastholdes i et forhold til sig selv, hvor egne reaktioner ikke tages alvorligt.
I terapien arbejdes der ikke mod hurtige løsninger, men mod et andet forhold til sig selv